Når foråret kommer er det efterhånden en tradition i min familie at plukke brændenælder. De kan findes fra april helt til oktober, men særligt i foråret, hvor der er friske spirer, kan du gå efter topskuddene - det er de øverste 4-6 blade - som ikke er bitre og som er sprængfulde af vitaminer. Da jeg for nylig konstaterede, ar de er skudt op i min egen have blev jeg virkelig begejstret - de er med garanti rene og det er vidunderligt at have brændenælder lige ved hånden. Og slås du dem ned med en plæneklipper, så kommer der nye friske topskud på resten af vækstsæsonen. Plukker du dem i skoven, så hold dig til dem, som er væk fra forurenende vej og hundelufter-ruterne.
De stikker, ja. Men tager du et par gummihandsker på, når du plukker dem, så kan du lynhurtigt komme stikkeriet til livs enten ved at blanchere dem eller tørre dem.
Vi serverede denne kolde suppe for 8 mand som en let forret. Derfor strakte den længere, men opskriften er egentlig til 4 personer:
Ingredienser:
4-6 kopper topskud af brændenælde
5 spiseskefulde smør
2 skalotteløg almindelig størrelse
1 porre (kun det hvide)
1 stor kartoffel, gerne en melet bagekartoffel
4 kopper kyllingebouillon eller grøntsagsbouillon
3/4 kop god, tør hvidvin
smag eventuelt til med salt og peber - jeg undlod det
Fremgangsmåde:
Start med at forberede brændenælderne. De skal skylles grundigt i koldt vand for at fjerne eventuelle rester af jord og smådyr. Husk gummihandsker - de stikker stadig. Blancher dem herefter hurtigt - jeg bruger omkring 45 sekunder - og skift dem over i iskoldt vand.

Pres vandet ud af dem, når de er helt nedkølet igen og hak dem fint. Du vil kunne se, at de har fået en mere dyb, frisk grøn farve nu.

Snit skalotteløg, den hvide del af en stor porre og kartoflen meget fint. Smelt smørret i en gryde og svits løg og porrer til de bliver glasklare. Tilsæt derefter de fine stykker kartoffel, hvidvinen og bouillonen. Lad det koge ved middel varme i 20 minutter.

Tilsæt de hakkede brændenælder og lad dem koge med et par minutter under omrøring. Lad herefter suppen køle ned og blend den helt ensartet og blød i en blender. Jeg har ikke selv en stor blender, så jeg startede med at bruge stavblender og hældte derefter lidt efter lidt suppen i en Nutribullet, som fjernede de sidste grønne bladpletter og gav suppen den helt lysegrønne, ensartede farve.
Sæt suppen på køl indtil servering. Du kan med fordel give suppen et skvæt trøffelolie, som på billedet, evt. også et skvæt piskefløde.
Der er mange muligheder for at variere drysset på suppen - jeg valgte spiselige blomster, som du kan se på billedet, men du kan lade fantasien få frit spil og bruge eksempelvis løgkarse, chips af brændenældeblade eller croutoner.
