Som kom foråret og denne måneds invitation er sendt ud til 10 interessante expats, som arbejder for en udenlandsk virksomhed, der har kontor i Danmark. Jeg har ikke mødt dem før og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til en aften i det interesserede hjørne, hvor jeg kan lære nye mennesker at kende, høre om deres oplevelse af at komme til Danmark og bo og arbejde. Høre om deres møde med danskerne - og måske vores madkultur, når vi nu alligevel er samlet om et hjemmelavet måltid, der måske sætter samtalen om lokale råvarer i gang. Hvad de hæfter sig ved i det danske køkken, hvad de kan lide og hvad der overrasker dem.
Middagen blev jo ikke til noget i januar, fordi min mor døde efter meget pludselig og kortvarig sygdom, og som I ved, så måtte middagen i februar aflyses, fordi jeg - og derefter resten af familien som perler på en snor - blev virkelig syge. Så jeg glæder mig til, at konceptet rigtig kan skydes i gang. For det er gæsterne fra januar, som vi nu skal se i marts i stedet og da menuen stadig er i højsæson, så har jeg fastholdt den.
Hovedretten er ligesom i februar baseret på "kød fra fryseren"-konceptet, fordi det man har på lager og det man har gemt fra slagtetiden altid har skulle gemmes og holde over vinteren - og det koncept holder. Denne gang har jeg dyrekød i spil, dådyrkød fra jagten, der strækker sig helt ind i december og som skal bruges til en italiensk inspireret ragou med pasta. Det bliver let og nutidigt, selvom det er baseret på vildt fra jagt.
Desserten spiller også på det italienske. Citroner er i højsæson i Sydeuropa fra november til slut marts og tager man til grøntmarkedet ved Torvehallerne, hvilket jeg elsker at gøre op til middagene, hvis jeg har tid, så bugner det med flotte, friske citroner på stilk og med blade. Jeg laver en svampet, saftig citronkage, der prikkes med en strikkepind, så honning og citronsaft kan trænge ind i kagen og blive opsuget dagen før servering. Det giver en dybde i smagen, som virkelig er et hit.
Forretten tager udgangspunkt i de rodfrugter, der stadig er bid og friskhed i i marts - rødbederne, som vi skulle have haft i januar er stadig en del af lageret af rodfrugter og kål, når vi når til marts og de smager stadig vidunderligt. Jeg bager dem og serverer med gedeost og hjemmelavet pesto. Det bliver en virkelig farverig start på menuen, der lyser godt op på tallerkenen i vintermørket, men hvor jeg i januar havde planlagt en rucolapesto er der i slutningen af marts sæson for ramsløg, som jeg bruger i stedet, hvis jeg kan få fingre i dem.
Det bliver fantastisk, vi skal bare lige bekræfte aftalen med vores kontaktperson til virksomheden. Og så er der sket et kommunikationsglip på en eller anden måde, alle er mere eller mindre på vej på tidlig påskeferie og middagen er pludselig faldet fra hinanden. Igen. Suk.
Jeg spekulerer over, hvordan det på tredje måned kan glippe at invitere folk hjem til middag, når man nu virkelig har sat sig det for og sat alle sejl til. I efteråret var aviserne fulde af omtale af den undersøgelse fra Megafon, som afslørede, at næsten hver fjerde dansker aldrig eller sjældent inviterer gæster hjem på mad uden en særlig anledning som fødselsdag eller jul. Yderligere en fjerdel inviterer kun hvert halve år. Undersøgelsen fik eksperter til at pege på, at danskerne i stigende grad mødes ude, at det er for forpligtende og krævende at være vært og at venskabskulturen og sociale spilleregler har ændret sig siden vores forældre var unge.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det lægger et pres på alle, at de sociale medier har skabt en forventning om, at man skal have et perfekt hjem og en perfekt menu, før man kan invitere folk hjem. Og at arbejde og fritid flyder sammen i dag, så man er træt og ikke helt færdig med arbejdet, når man kommer hjem, så man simpelthen ikke orker det.
Jeg tror altså meget på, at værtspresset kan være for meget - og hvornår går de egentlig igen? Det er meget nemmere at mødes ude, så man kan smutte, når man ikke kan mere. Og der er ingen oprydning bagefter.
Nu er det bare sådan, at jeg jo netop har sagt ja til hele udfordringen i de her 12 middage - med alt, hvad der følger af rengøring, forberedelse og opvask. Jeg vil gerne! Og udover almindelige uformelle møder i hjemmet med andre mennesker, der involverer mad, så er det her middage, som jeg virkelig gerne vil gøre noget ud af.
Når livet så sker, fordi der opstår sygdom, så tror jeg faktisk, at det er noget af det, som kan afholde en fra at kaste sig ud i at invitere på middag i pressede perioder af ens liv og arbejdsliv. Det er egentlig en klog disponering, det bekymrer mig bare om det kunne få mig eller andre til at give op. Har jeg gabt over for meget? Kommer det nogensinde til at lykkes? Eller er det også for meget pres at lægge på gæsterne, når man gør meget ud af det - i en travl hverdag kan det vel også være trættende at være gæst, hvis man hellere vil splatte ud på sofaen efter en lang arbejdsuge. Og man ved, at værtinden er gået all in og skal man så gengælde det en anden gang? Det mener jeg ikke, det er et personligt valg, hvordan man vil invitere gæster hjem, men presset kan man jo naturligt godt føle.
Middagen blev aflyst - men vi har stadig en uge til at invitere andre gæster, så vi prøver, om konceptet lykkes i marts med nogle opkald med kort varsel - og hvem ved, måske er det de impulsive aftaler, der marts-middagen til den første af de tolv. Jeg krydser fingre. Måneden er ikke gået endnu.