Jeg har inviteret gæster til februar-middag. Tre par, så vi bliver 8 i alt. Spørgsmålet, som jeg har brugt tiden i februar på at overveje, er nu: Kan jeg lade sæsonens højtid eller mærkedage afspejle sig i menuen og temaet? Sker der overhovedet noget i februar måned, som kan inddrages i middagen?
Det er hurtigt blevet et spændende spørgsmål for mig denne måned, for jeg tror faktisk ikke, at der overhovedet er nogle højtider eller helligdage i februar, det skulle da lige være fastelavn? Og så går det op for mig, at jeg faktisk ikke ved noget som helst om månedens anden ”mærkedag” – Kyndelmisse. Den 2. februar fejrer vi Kyndelmisse – eller det vil sige, det er der nogen, som stadig gør, men langt fra alle mere.
Dagen blev afskaffet som helligdag af Struensee tilbage i 1770, men den spiller stadig en rolle som en kirkelig mærkedag og som markeringen af, at halvdelen af vinteren er gået og der tændes lys til lysmesse i håbet om at lyset og varmen trænger igennem, mens vinteren og kulden strammer til. Det er samtidig den dag, hvor Jomfru Maria 40 dage efter fødslen af Jesus viser ham frem i templet, som lyset i mørket.
Der var engang en gammel, dansk tradition for Kjørmes-gilder, hvor man spiste primært flæsk og pandekager – og ærlig talt, det er jo nemmere at holde en tradition ved lige, når den er koblet til et måltid og man kan se sig selv i den mad, som skal spises eller det ritual, som hører til.
Lysmessen synes jeg er meget smuk og symbolet i at sætte stearinlys på bordet til middagen den 2. februar er enkelt. Med flæsket er det lidt sværere – det bliver voldsomt tungt i mine øjne, hvis man også skal spise pandekager bagefter. Og ugen før kyndelmisse havde vi lige fået stegt flæsk til middag, så der var ikke stor efterspørgsel efter mere tung mad lige med det samme. Men hvad gør jeg så, hvis jeg gerne vil tage traditionen ind og markere dagen, nu jeg har genopdaget den? Det bliver mere og mere almindeligt at forme traditioner efter egen smag og hvis det er måden, som traditionerne kan leve videre på, så synes jeg det er helt naturligt og positivt. Dagen er ikke blevet markeret i min barndom og hvis den ikke skal gå fuldstændig i glemmebogen i min familie, så skal den videregives til mine børn nu. De er ikke helt små længere og jeg tænker rigtig meget over, hvilke minder og traditioner, som vi giver dem med videre, som kan give dem et fundament af familie og kultur at stå på og som kan udfordre den plads, som streamingtjenesterne og gaming-platformene optager hos dem.
Så jeg besluttede mig for at tænde stearinlys, servere pandekagerne på en almindelig mandag aften (selvom det skulle gå lidt stærkt) og sætte kyndelmisse i kalenderen. Også næste år – lidt bedre forberedt.
Jeg blev nysgerrig. Kunne kyndelmisse inddrages som tema til middagen? Så vidt jeg kan fornemme handler dagens fokus på flæsk og pandekager om at gå i forrådskammeret og ”spise op” inden fasten kommer lige om lidt og så spise noget af det, som engang var rigtig godt. Flæsk, som var opbevaret over vinteren og pandekager af hvidt mel, hvid mælk og hvidt sukker, som var luksusvarer, der ikke kunne spises de kommende 40 dage under fasten.
Vi mangler hverken flæsk eller hvide ingredienser i dagens Danmark. De er tilgængelige i overflod – vi indtager sukker på daglig basis og flæsk er tilgængeligt i rigelige mængder. Så det er jo ikke særlig velegnet som gæstemad, hvis niveauet til lige de her 12 middage skal hæves over hverdagsretter?
Men det giver mig alligevel en idé. For når man skal lave et måltid, der forsøger i rimeligt omfang at bruge lokale råvarer, som er i sæson, så er det alligevel begrænset, hvad februar har at gøre godt med. Claus Meyer har været dygtig til år efter år at levere oversigter over råvarer i sæson til dem, der gerne vil spise lokalt og efter sæson. Og listen i februar er spændende, men begrænset. Så hvis man kan tænke hele forrådskammeret med, plus hvad man har i fryseren eller har henkogt, syltet eller på anden måde forarbejdet, så bliver gamet pludselig lidt sjovere. Jeg har ikke flæsk på lager over vinteren, men tankegangen passer perfekt i mit spirende behov for madlager, fødevaresikkerhed og udnyttelse af sæsonens råvarer. Jeg prøver at bruge alle de frugter, som haven byder på om sommeren, så de kan holde så længe som muligt ind i vinteren. Jeg har solbær fra haven i fryseren, pæremarmelade og pæresirup fra Ærø i køleskabet og dyrekød fra jagt på lager også. Der er med andre ord et større skatkammer at lade sig inspirere af til menuen og jeg kan mærke, at jeg virkelig begynder at synes, at det her er sjovt.
Så med dén inspiration sætter jeg mig for at finde på temaet for februar-middagen – men det bliver altså uden kyndelmisse som et element.
Når vi nu er ved genopdagede traditioner, så skal vi også lige forbi fastelavn. Den er jo for mig ved at forsvinde lidt ud af bevidstheden med lidt større børn, som meget, meget hellere vil klæde sig ud til Halloween og løbe rundt om aftenen i mørket og se uhyggelige ud. Fastelavn siger dem bare ikke lige så meget og det synes jeg er virkelig ærgerligt. I en amerikaniseret verden kryber der nye traditioner ind på os – for slet ikke at nævne Valentines Day, som jeg springer fuldstændig over i min søgen efter traditioner i februar – er det svært at holde liv i fastelavn, når ens børn føler sig for store til at slå katten af tønden.
Men, men, men … så har vi heldigvis den gode tradition for at spise noget på særligt til fest- og mærkedage og fastelavnsbollen bliver dermed mit sidste halmstrå til at skabe minder for store børn på en forsvindende festdag. Der er selvfølgelig steder i landet, hvor voksne også holder dagen i hævd – jeg tænker selvfølgelig blandt andet på Ærø, hvor dagen stadig er vidunderlig for alle aldre og fejres meget mere end hjemme i mit eget lokalområde.
Så jeg støver den gamle musselmalede kaffekande af, omdøber den til chokoladekande og beslutter, at fastelavn den 15. februar i år skal fejres med varm kakao og fastelavnsboller. Det kan alle lide – også preteens og late-teens. Men indgå i gæstemenuen for februar – det skal den ikke.
Det har været inspirerende at arbejde med månedens tema. Selve gæstemenuen får ikke i februar inspiration fra hverken mærke- eller festdage, men de gamle traditioner er jeg blevet klogere på og har besluttet mig for at genoplive i versioner, der passer til min egen familie. Jeg tager flere traditioner ind, som jeg synes, at mine børn skal kende til primært gennem måltidet som kulturbærer – vi behøver på de dage ikke mere end to voksne og to børn omkring middagsbordet for at holde en tradition i hævd. I meget digital og amerikaniseret tidsalder synes jeg det er vidunderligt at kunne tage mere aktivt stilling og vælge nogle mere tydelige traditioner til i min familie. De kræver ikke så meget mere end at blive husket og videreformidlet inden der går doomscrolling eller amerikanske traditioner i det hele.