Hvis du tænker, at det strider mod konceptet med de 12 middage at spise dem uden gæster, så har du fuldstændig ret. Men det var sådan det endte.
For det analoge møde og det langsomme, bevidste nærvær er skønt og fint og samtidig kan det være skrøbeligt. Det er netop dét, der gør det værdifuldt. Når vi tager tid ud af en travl hverdag for at samles omkring et dækket bord og give samtalen og hinanden fuld opmærksomhed, så kræver det planlægning, oprydning, madlavning og indkøb – og måske også et vist mål af at-tage-sig-lidt-sammen, hvis nu energien en fredag aften er mere til Netflix og mobilen i hånden.
Men vi gør det heldigvis stadig alligevel i Danmark, selvom undersøgelser viser, at det er på tilbagetog at mødes til middag i hjemmet. Hver gang vi har holdt eller været til middag kan jeg tydeligt mærke, hvordan det løfter mig op, giver energi, glæde og inspiration og lyst til flere samtaler. Kort sagt er det dét værd at sætte tid af til at gøre noget ud af middagen og mødes med andre mennesker.
Nogle gange lykkes det så desværre ikke alligevel. Der kan så nemt komme noget i vejen og denne gang var det mig, der blev syg.
Alt var ellers klar. Desserten var lavet et par dage i forvejen, jeg havde investeret i en ismaskine og kastet mig ud i en hjemmelavet sorbetis, og jeg havde været på Torvehallernes grøntmarked og slå mig løs i bunkerne af grøntsager og frugt i uimodståelige, friske farver. Gaven til gæsterne stod klar.
Mit udgangspunkt for menuen var sæsonens råvarer. Februar er lidt skrabet på det punkt, så det gav lidt udfordringer, indtil jeg inspireret af historien om Kyndelmisse, hvor man spiste flæsk og det sidste fra slagtning inden den lange fastetid kom i tanke om, at en tur i fryseren og på lageret også tæller med i årstidens råvarer. Piece of cake. Jeg havde oksecuvette, pæresirup fra Ærø og endda solbær fra haven tilbage.
Konceptet blev tre smagsfortolkninger af ingredienser, der er i sæson i februar (eller på lager). Smagsfortolkningerne kunne jeg jo godt tage ud i verden, så det blev til en smuttur til Asien og hjem igen.
Forretten var franske østers med to mignonettes. Østers er fantastiske i februars kolde vind og vand – rigtig friske og duftende af saltvand. Det bliver ikke bedre.
Hovedretten blev oksecuvetten i asiatisk stil – det vil sige en langtidsbraisering i en hoisinsauce med honning, der blev en tyk, næsten sort sur-sød glace, som lagde sig om kødet. Torvehallernes bugnende udbud gav den helt rigtige kombination med bok choy, forårsløg, chilier og lime – som, indrømmet, ikke er i sæson, men som giver kødet lige den spændende smag, der fulgte så godt efter vores østers.
Til slut kom min nye ismaskine på arbejde og leverede en vidunderlig solbærsorbet på en bund af sprødt nøddeknas og omringet af lun solbærsirup.
Februar. Tre fortolkninger
Forret - Nordisk vinter
Østers med to forskellige mignonettes
Hovedret - Asiatisk smuttur
Langtidsbraiseret oksecuvette i asiatisk glace og sprød salat
Dessert - Nordisk vinter, fortolket
Solbær i kold og lun forklædning
Jeg havde stadig pæresirup fra det meget gamle pæretræ i sommerhuset på Ærø på lager og pæresiruppen er genial til en Pear Gin Fizz. Der var lagt op til at servere den som velkomstdrink og så have en lille flaske til hvert par klar ved aftenens afslutning med vores opskrift på drinken. Jeg deler opskriften i et andet opslag.
Men så blev jeg syg. Sådan virkelig syg til det punkt, hvor det kun krævede et blik mellem min mand og mig, så ringede han til gæsterne – vi ventede tre par fra hans arbejde – og aflyste. Der var ikke noget at gøre. Februar-middagen. Den første af de 12. Aflyst.
Jeg var virkelig glad for den menu, jeg havde sammensat. Dagen efter lavede jeg hovedretten (vi sprang østers til forret over – alle, der har haft et maveonde forstår nok udfordringen ved østers i sådan en situation) til mine drenge og jeg pyntede den varme og kolde solbær-fortolkning til dem. Det endte som en lukket fest, kan man sige.
Selvom februar altså ikke blev måneden for den store gæstemiddag synes jeg alligevel, at vi er i gang, når man tænker på, at gæsterne er inviteret igen senere på foråret og al maden og menuen var klar. Konceptet må stå sin første rigtige prøve i marts og det betyder en ny menu efter årstiden – sneen er i skrivende stund helt væk og solen strømmer ind ad vinduet, og da mit lager af solbær i fryseren er spist op skal der under alle omstændigheder tænkes nyt med de råvarer, der er i sæson i marts. Indtil da deler jeg i et andet opslag opskrifter på februars menu.