Jeg mener, hvis man skal være tro mod grundidéen i at være tilstede og nærværende? Kæmpe dilemma, synes jeg.
Jeg har virkelig tænkt over, om jeg overhovedet skulle prøve at formidle projektet eller bare gennemføre det i det stille. Det har jo for mig stadig sin værdi, når man holder middagene, nyder måltidet og samtalen og lægger en masse tanker i, hvordan de mange facetter rundt omkring kan spille ind – selvforsyningen, årstidens råvarer, kultur og højtider. Hvis man altså virkelig går op i den grundlæggende værdi at lægge skærmen fra sig og dyrke det langsomme, nære samvær med andre mennesker over et måltid, så burde man vel afholde sig fra at falde i den digitale fælde og dele billeder af det? Eller er det overhovedet muligt mere?
Jeg ser for tiden rigtig mange dele billeder, videoer og fortællinger om, hvordan de holder middage og ”entertainer”, hvordan de dækker bord, handler ind og forbereder middagen. Jeg er vild med det! Jeg suger billederne til mig og elsker stemningen, idéerne og formidlingen. Det ser smukt og hyggeligt og perfekt ud. Der er også et segment – som jeg tror er ret nyt – der deler indhold om at leve mere analogt. Og det er en kæmpe succes. Det forstår jeg godt, for billederne emmer af farvekoordineret ro og balance i livet – og hvem vil ikke det? En lækker kop med dampende the på en naturfarvet skammel foran en rustik kamin og en opslået bog – man føler næsten, at man selv har været der og udøvet egenomsorg bare ved at se på billedet. Men analogt er det jo ikke…
Jeg følger de sider og indrømmet: jeg elsker det. Men da jeg skød mit eget analoge middagsprojekt i gang havde jeg alligevel en følelse, der holdt mig tilbage. Kan jeg lave lige så lækre billeder? Hvor meget energi kommer det til at kræve at sætte sig ind i, hvordan man laver så lækkert video- og billedindhold, og hvor mange gange skal videoen af forberedelsen i køkkenet liiige tages om (samtidig med at det er fuldstændig afslappet og taget i første forsøg, naturligvis)? Alene tanken får energien til at forlade mig – for jeg er ikke gået i gang med det her projekt af kærlighed til sociale medier eller på jagt efter følgere og likes. Det er kærligheden til måltidet og de mange facetter, som forberedelsen og gennemførelsen – ja hele idéen om at dyrke sin køkkenhave, lave forråd og tænke det hele ind i traditioner og gæster skal fylde.
Så jeg har besluttet mig for, at billederne omkring min mission bliver begrænsede. Der kan være et par billeder, men de ikke fylde det hele – og slet ikke tage min tid og energi fra det centrale. Det er ikke en nem beslutning, for billeder og visuel formidling fylder meget i dag, men hvor jeg savner en gammeldags skriftlig formidling, en blog, et essay. Da jeg tænkte det kunne jeg mærke med det samme, at det er den vej jeg skal gå. Jeg skal oprette en god, gammeldags blog og skrive.
Men hvordan opretter man en blog? Hos hvem? Jeg satte mig for at researche og stod lynhurtigt med rigtig mange forskellige valgmuligheder. Platforme, der er placeret i USA, platforme, som ejer indholdet man skriver, tusind forskellige varianter. De føles alle sammen forkerte. Jeg vil jo netop være mindre digital, væk fra de amerikanske udbydere og hen imod en europæisk platform og gerne én, hvor jeg selv ejer indholdet. Væk fra den model, der får børn og forældre til at doomscrolle, den model, der gør, at vi alle er i lommen på de amerikanske platforme.
Valget faldt på Ghost i stedet for Substack, Wordpress og alle de andre. Den er ikke så brugt i Danmark, men bruges over hele verden til de mere essay-lignende indlæg og jeg tænker, at da jeg kommer til at fylde mere i ord end billeder, så er det vejen at gå. Her er plads til billeder, men det er langt fra Instagram. Ghost drives af en nonprofit-organisation med hovedsæde i Singapore, teamet er spredt ud over hele verden og platformen er open source. Man ejer selv sine data og har mest kontrol sammenlignet med de andre platforme – og når måltidsprojektet skal formidles i en tid, hvor afhængigheden af amerikanske, digitale løsninger er til debat synes jeg, at det er vigtigt at prøve at tage stilling i sine valg også hvis det indebærer at gå en lidt anden vej end den gængse. Så derfor, kære læser, læser du nu med på Ghost.
Men nok om digitale platforme – det største principielle valg handler for mig om, om formidlingen får et benspænd for mig og læseren, når man ikke deler så mange billeder. Men i gamle dage (læs – da jeg var barn og teenager) læste jeg bøger i enorme mængder og det, som jeg forestillede mig for mit indre blik var jo – i hvert fald dengang – lige så givende og inspirerende. Måske er jeg også selv blevet for fastlåst i behovet for at se lækre billeder og meget lidt tekst – og måske er det netop den udvikling, som jeg gerne vil vende, fordi den forhindrer det langsomme møde omkring måltidet og den bevidste forberedelse.
Nu giver vi det et forsøg – måske der kommer flere billeder til senere, men i første omgang er det den bedste måde for mig at være tro imod konceptet på. Håber du vil følge med.