Jeg er virkelig ikke stor fan af påskepynt. Modsat påskepynt pynter jeg med glæde op til jul og selvom vi i vores familie ikke gør det så meget i nisser, nissedøre og julemænd i pynten, så er der fuld knald på de røde farver i december måned i vindueskarmene - efterhånden som drengene bliver større med mere og mere grønt iblandet og med faste ting, som kommer frem år efter år. Den får fuld gas, men - indrømmet - jeg glæder mig også omkring nytår til at få mere luft i stuen igen og pakke det hele ned igen til næste år.
Men påsken ... jeg har aldrig syntes, at det var flot at fylde spisebordet eller vindueskarmene med kyllinger og lam i forskellige materialer og det har faktisk irriteret mig lidt, når jeg skulle prøve at finde noget pynt, som både kunne skabe rammerne om de påsketraditioner, som drengene skulle vokse op med og kunne holde ud at være i det. Så konsekvensen blev, at vi ikke "påskede" så meget og holdt os til et par hjemmemalede æg og noget lam til middag udover de obligatoriske påskegaver og æggejagten.
I år tror jeg, at det lykkedes. Påsken blev i bund og grund samlet i tre kæmpe store vaser - en af dem en kæmpe gulvvase af glas - alle vaser med blomstrende grene pyntet med æg: én - og den vigtigste af dem alle - med drengenes egne malede æg malet siden 2010 og frem, forsigtigt årstals- og navnemærket. Vi nyder allesammen de æg. Endnu en vase med papiræg i sarte farver og en sidste med vores lille samling af Royal Copenhagen porcelænsæg. Også dem skal man begrænse sig med, synes jeg, så det ikke bliver for overhængt og voldsomt at se på. Så det var så påsken.
Vi kørte fra det hele - til sommerhus, hvor resten af traditionerne skulle udspille sig: æggejagten, påskegaverne, middagene med lækkert lammekød og som noget nyt, påskekagen! Det var fantastisk hyggeligt. Behøver jeg sige, at det var uden gæster?
Jeg funderer stadig over, hvorfor det er så svært at få samlet gæster omkring et måltid. Vi gør ret meget ud af måltiderne i vores familie til hverdag, forsøger at lave det fra bunden og finder flere gange om ugen opskrifter frem fra min (stadigt voksende) række af kogebøger, så vi får sjældent det samme. Men gæsterne ... de lader vente på sig for tiden
Middagen for den ældste søns klassekammerater i forbindelse med påsken blev aflyst, fordi der var for mange, der ikke kunne komme. Det kan ske, ligesom der var naturlige grunde til, at alle de andre planlagte middage ikke blev gennemført. Men når det ikke er os selv, der aflyser på grund af sygdom og dødsfald (og indrømmet, jeg har også været helt ærlig og aflyst nogle gange i tidens løb fordi jeg har for træt, stresset og udmattet), så glemmer gæsterne, at de skulle noget andet, siger ja uden at tjekke kalenderen, eller har måske en anden opfattelse af, hvor alvorligt en middagsinvitation var ment? Er vi kommet et sted hen, hvor alt er uforpligtende halve aftaler og "blyantsaftaler"? Er vi for udmattede til at orke andres selskab og forpligte os til at give af os selv en aften?
Det har været en mørk vinter, vi er lige kommet ud af en rigtig kold periode og midt i al travlheden kan man nemt føle sig skyllet lidt op på land til påske, hvor man endelig skal være sammen med sin familie uden det normale, hektiske hækkeløb af ting, der skal nås og bliver det så for fristende at sende en sms med et afbud og krybe tilbage i sofaen med en god film med familien?
Jeg ville godt kunne forstå det. Vi rakte ikke ud til nogen i helligdagene, vi binge-watchede Jumanji med børnene og spiste påskeæg. Gik i ren påskekoma. Vi lavede absolut ingenting og savnede ikke nogen eller noget. Der blev tanket op på familiesamværet og ikke givet af den sociale energi til andre.
Måltidet er på sin vis alligevel en central del af afslapningen. Selvom jeg bruger mine kogebøger mange gange i løbet af ugen hjemme, så tager jeg meget sjældent nogen med, når vi kører i sommerhus. Jeg tror, at det skyldes flere ting. Der er et mere begrænset udvalg i butikkerne i området, så en pludselig indskydelse om indisk mad kan ikke rigtig lade sig gøre - bukkehornsblade eller sumak kan man ikke lige skaffe rundt om hjørnet, så der skal enten planlægges meget (det orker jeg ikke i ferien) eller tænkes lidt mere traditionelt. Og så er stemningen i sommerhuset ofte til det mere enkle, det skal ikke være så kompliceret og kunne laves i et køkken, der ikke har de samme redskaber, som vi har i hverdagskøkkenet. Man skal tænke kreativt, når man ikke har en springform, en stavblender eller en morter lige ved hånden. Nogen gange kan man jo prøve alligevel og jeg kastede mig ud i at lave en påske-cheesecake uden en springform - med gul madfarve medbragt hjemmefra. Den kiksede næsten totalt - smagen var god, men konsistensen var slem: fyldet blev klumpet og bunden bestod af kun delvist håndknuste Digestives. Ikke noget mesterværk - men spist i sengen til Jumanji blev det alligevel super hyggeligt og det er jo det måltidet kan: vi samlede os til hygge og nærvær, bare os fire omkring genopladning og hinandens selskab.
Jeg er sikker på, at påskekagen kan blive god, hvis den ikke bliver lavet med fingrene i et tærtefad (!), så jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage den med i traditionerne til næste år. Påsken trænger til at få en upgrade hos os i forhold til traditioner. Jeg prøver igen og deler måske opskriften næste gang!
Nå, men april skal gerne være anderledes på gæstefronten. Sker det ikke snart må jeg måske overveje, om mine fortællinger skal skifte navn til "12 måneder - ingen middage"? - der er en ny middagsaftale i kalenderen med gode venner meget snart og vi glæder os... ;-)