Jeg hedder Marlene. Jeg samler på kogebøger.
I skrivende stund har jeg 104 i reolen. Og 3 på vej i posten. Jeg elsker at lave mad. Jeg er uddannet jurist med 25 års erfaring som embedsmand bag mig, så madlavningen har fulgt mig gennem hele mit voksenliv, men har aldrig spillet hovedrollen. Jeg har en gang i mellem funderet over, hvad det er ved at læse opskrifter og lave nye retter til familien, der fascinerer mig så meget.
Er det generøsiteten i den handling, der ligger i at udvælge opskrifter, købe ind, lægge tiden og umagen i køkkenet og servere noget for ens kære, der i bund og grund er et signal om, at man holder af dem? Er det tiden investeret i udførelsen? Er det ren og skær kærlighed?
Jeg tror det.
Men jeg tror også, at det er meget andet. Skulle jeg gøre min karriere om ved jeg faktisk ikke, om jeg hellere ville have gået på Suhrs Husholdningsskole. Om jeg ville have været mere glad for at lære om husholdningsøkonomi og madlavning. Sandt er det i hvert fald, at glæden ved kogebøger også handler om det hyggelige i at lave en madplan til min familie for en hel uge og finde på varieret og sund mad, som er godt for deres ernæring og for familiens pengepung. Moules frites kan være et kosteligt måltid, som er billigt i sæson og så virker det pludselig nærmest fornuftigt at sætte på menuen, fordi det kalder på lokale råvarer, er sundt og er til at betale.
Og så er vi ved endnu et aspekt af glæden ved kogebøgerne. De sunde råvarer. En ikke uanseelig del af mine kogebøger handler om grøn mad og interessen har ført mig til grøntmarkeder, hvor lokale producenter sælger bæredygtigt producerede grøntsager efter regenerative principper. Glæden ved at lægge rødbeder på størrelse med to knyttede hænder i min medbragte stofpose, se farverne, se producenterne og se overfloden af grøntsager er en vitaminindsprøjtning i sig selv. For øjnene og for sjælen, mens man handler. Og helt klart en upgrade på næringsindholdet, når man står i køkkenet bagefter.
Efter mange år som ansat i staten sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg flytter mere som forbruger end som embedsmand. Hvis jeg virkelig gerne vil fremme det lokalproducerede måltid er det som forbruger, at jeg skal påvirke udviklingen. Så jeg vender blikket mod det nære for en periode. Jeg opdager, at der er mange årsager til, at jeg bliver varm om hjertet af kogebøger og madlavning. Men er det på grund af køkkenhaven? Er det på grund af kostplanen? Det er ingen af delene alene, men det hele i forening og det får mig til at indse noget centralt: i centrum for det hele står Måltidet.
Måltidet som udtryk for en kærlig og generøs tidskrævende handling til ens kære.
Måltidet som udtryk for en økonomisk og ernæringsmæssig vigtig bestanddel i familien og derfor også som et element i en beredskabstankegang.
Måltidet som resultatet af bestræbelserne og forventningens glæde ved at etablere og dyrke noget i sin egen køkkenhave.
Måltidet som medvirkende drivkraft til styrkelse af små, lokale producenter. Måltidet som faktor i debatten om klimaforandringer og bæredygtighed.
Måltidet som kulturbærer og som analogt anker i en tid, hvor amerikansk kultur og digitalt overforbrug længe har sat dagsordenen.
Måltidet som samlingspunkt – både dagligt for familien og som pleje af eksisterende venskaber og som skabelse af nye relationer.
Det sidste er vigtigt. For danskerne mødes mere og mere sjældent over et måltid i hjemmet. Det har fået mig til at tænke over, hvordan jeg selv kan bidrage til at styrke måltidstraditionen i hjemmet som redskab til at styrke både vores kulturarv og menneskelige relationer på tværs. For vi er i en digital tidsalder, hvor mange af os bruger alt for mange timer dagligt på skærme og for lidt tid på ansigt-til-ansigt relationer og rolige, reflekterende samtaler over et hjemmelavet måltid mad baseret på gode råvarer. Det vil jeg gerne bidrage til at ændre.
Jeg har besluttet mig for at samle folk om et måltid hver måned i et år. 12 måneder. 12 middage. Der er plads til 12 mennesker omkring mit spisebord. Måske kommer der færre, men ikke flere – der skal kunne skabes grobund for den spændende fælles samtale omkring bordet. Jeg vil bestræbe mig på at flette gamle og nye relationer ind mellem hinanden. Jeg vil tematisere middagene, skabe nye forbindelser mellem mennesker, der endnu ikke kender hinanden og lade middagen skabe den stemning og ramme, der bidrager til en forventning om et spændende møde mellem mennesker.
Det betyder ikke, at alle middage behøver at kræve længere forberedelse. Men lige de 12 middage hér gør. Jeg er ellers stor tilhænger af spis-og-skrid-konceptet. Formålet med forberedelserne og indsatsen hér er omvendt netop at invitere andre mennesker til at blive hængende – vi har ikke travlt, vi har et måltid, der kan danne fundament for en samtale og derfra kan aftenen udvikle sig med intention, omhyggelighed, værtskab og gensidig nysgerrighed. At gøre sig umage skaber forventning og det vil – håber jeg – også give gæsterne lyst til at gøre en indsats og bidrage til dialogen. Og det virker det bare bedre end når man serverer købepizza eller fiskefrikadeller med færdigfars, der signalerer et måltid og et møde, der hurtigt skal overstås.
Jeg opsætter nogle ambitioner for middagene:
Der skal være et tema og det skal afspejle sæsonen eller højtiden. Der skal være respekt for de danske højtider, skikke og traditioner.
Der skal være behørig vægt på lokale produkter og på produkter, der er i sæson. Når det er muligt, vil jeg bestræbe mig på at aflægge grøntmarkedet et besøg til inspiration.
Der skal lægges kræfter i at gøre aftenen helt særlig for de indbudte gæster. Der skal gøres en indsats for, at de føler sig set og ventet. Det indebærer god tid til forberedelse. Gæsterne skal have en gave med hjem til minde om en god samtale. Det skal være hjemmelavet.
Over det næste år vil jeg derfor invitere nye eller velkendte ansigter til middag og fortælle om forberedelserne, refleksioner over menu og traditioner, fødevarer og et ønske om at genskabe tabte traditioner i en amerikaniseret og digital tidsalder.