The med brændenælder

(2 min read)
The med brændenælder
Hjemmelavet the med brændenælder - super nemt, sund og lækkert.

En anden fremragende og nem måde at bruge brændenælderne i haven på, er at hive dehydratoren frem - hvis du har sådan en - og tørre bladene til brændenældethe.

Brug 1-2 spiseskefulde af de tørrede blade til en kop the og lad bladene trække 5-7 minutter.

En dehydrator er et skrummel, som kan fås i flere størrelser. Jeg har købt den til at tørre både frugter, blomster og krydderurter, så jeg forventer at få meget gavn af den i år. Jeg ønsker egentlig ikke så mange køkkenmaskiner i mit hjem, så dem, som jeg køber, skal bruges. Det gælder altså både dehydratoren og ismaskinen.

Hvis du klipper hele stængler af brændenælder og tørrer dem indtil de virkelig er knastørre og knitrer og smuldrer i hænderne på dig, så er det en nem måde at sikre , at de bevarer masser af farve og næringsstoffer. Og tørringsprocessen fjerner den stikkende følelse.

Husk igen altid at skylle bladene og duppe dem tørre før du påbegynder processen - skylningen er det vigtigste, hvis ikke du tørrer dem, så tager de bare længere tid i dehydratoren.

Mine stængler summede og passede sig selv i 4 timer og var knastørre derefter, men jeg fyldte heller ikke maskinen op. De kørte på laveste temperatur og blev herefter hakket og sat på lufttæt glas.

Hæld de tørrede blade i en lufttæt beholder og opbevar mørkt og køligt.

Brændenælder indeholder utrolig mange vitaminer og mineraler: calcium og magnesium, jern og zink og masser af gode B- og C-vitaminer. Men jeg drikker dem ikke kun for sundhedens skyld - det er lige så stor en nydelse af få gavn af det, som min have tilbyder. Der er guld lige uden for døren og det skal ind på hylderne i forrådskammeret.